Min karriere har mildest talt været turbulent. Seniorkarrieren nåede aldrig rigtig at komme i gang, inden den var ovre. Efterfølgende endte jeg med at sidde med tårerne trillende ned ad kinderne i min psykologs sofa. Først efter karrieren har jeg lært at rumme følelser og sårbarhed.

AF SIMON DALSGAARD, tidligere ishockeyspiller

Jeg lærte det allerede i en tidlig alder. Det var okay at have smerte, men smerten var ikke noget, man skulle vise modstanderen. Det var okay at ømme sig, men først ude på bænken, hvor modstanderne ikke ville lægge mærke til det. Jeg blev hurtigt god til at undertrykke smerte og bide den i mig.

Det kostede nogle knubs. Men i en kontaktsport som ishockey, hvor konkurrencen er stor, viser man ikke tegn på svaghed. Man bider tænderne sammen. Alt handlede om konkurrence. Ishockey er præget af et machomiljø med stærke og fysisk udholdende spillere.

Af samme årsag trænede jeg utrolig hårdt – både på isen og i styrkerummet. Når jeg ikke selv følte, jeg præsterede eller fik tilstrækkeligt med spilletid, gik jeg efterfølgende i vægtrummet for at få frustrationer ud. Det kunne ses, for jeg blev stærk. Altså fysisk stærk! Jeg var fit, atletisk og kunne out-performe størstedelen af spillerne på klubbens elitehold i vægtrummet.

Presset blev for stort
Men så begyndte mit skadeshelvede, hvor jeg virkelig mødte modstand. Jeg nåede lige at blive den ene skade kvit, før den næste opstod. Helvedet startede, da jeg skrev kontrakt med eliteholdet som 17-årig. På tre år døjede jeg med springerknæ, lyskenproblemer, rygproblemer, tre hjernerystelser, tænder der blev slået ud og ikke mindst en skulder, der røg af led og flere gange skulle opereres.

Jeg var frustreret! Det var stressende, at jeg ikke kunne gøre det, jeg elskede allermest. På samme tid var der pres fra trænerne, fra mit gymnasium og ikke mindst mig selv. Jeg er et roligt væsen, hvilket jeg også var dengang. Men presset var blevet for stort, og jeg kunne ikke håndtere det. Jeg var ked af det, stresset og frustreret, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde aldrig lært at vise sårbarhed, åbne op og tale om, hvordan jeg virkelig havde det.

Min coping-mekanisme var derfor at undertrykke de naturlige følelser, der opstår, når noget, der virkelig betyder noget for én, ikke går som forventet. Altså ekstrem skuffelse og frustration. Min drøm om at blive professionel ishockeyspiller var brast blot få år efter, den så allermest lovende ud som ungdomslandsholdskaptajn og på den europæiske draftingliste til NHL.

Det var svært, og jeg havde ikke de indre ressourcer til at kapere det. Jeg var følelsesmæssigt isoleret og prøvede at flygte fra det. Jeg handlede uhensigtsmæssigt.

Tårerne trillede ned ad kinderne
Få år senere vendte jeg tilbage til sporten igen. Jeg kunne simpelthen ikke slippe den. Den betød – og betyder fortsat – så meget. Men som 23-årig måtte jeg definitivt stoppe min ishockeykarriere efter den fjerde hjernerystelse og piskesmæld. Jeg måtte skifte skøjter og stav ud med bøger og undervisningslokaler.

Men for at komme videre i mit liv vidste jeg, at jeg skulle have hjælp til at håndtere det, da symptomerne var tydelige. Jeg kontaktede en psykolog. Det første forløb var ikke en succes. Jeg formåede ikke at åbne mig op, selv om jeg vidste, at jeg havde problemer.

Noget tid efter startede jeg hos en anden. Jeg satte mig til rette i hendes sofa, og hun spurgte, hvorfor jeg var kommet til hende. Jeg formåede at fremstamme et par ord, hvorefter tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Jeg kunne ikke formulere mig, og i de næste 20 minutter sad jeg bare i hendes sofa og græd. Hun havde empati for min situation.

Pludselig var der blevet prikket hul på den kæmpe ballon af følelser, som jeg havde bygget op igennem årene. Det var en forløsning og utrolig rart. Så snart jeg fik snakket om min situation, blev mit stressniveau sænket betydeligt. Min psykolog formåede at skabe et rum, hvor der var plads, forståelse og empati. Hun hjalp mig til at forstå min situation, og ikke mindst til at jeg kunne være i mine følelser, også selv om det ikke var rart.

Hun hjalp mig med at håndtere min angst, som var opstået efter min sidste hjernerystelse. Ydermere fortalte hun, at jeg havde adskillige symptomer på depression, som var opstået ved sorgen af, at jeg ikke længere spillede ishockey. Hun hjalp mig med at navigere i den identitetskrise, jeg var endt i. Og med at få bearbejdet alle de følelser, jeg havde undertrykt, og som havde hobet sig op igennem årene.

Vi skal turde at sige, hvordan vi har det
I det halve år, hvor jeg gik ved hende, så jeg hver dag frem til at komme ned og få noget af mine skuldre. Sammen med hende turde jeg vende flasken, hvor der på overfladen så så dejligt og roligt ud med stille vand. Men under overfladen var fyldt med 85 % sand, som kun kunne komme ud ved at vende flasken.

Nu står jeg tre år efter, at jeg startede i behandling, og tør ikke tænke på, hvor jeg ville have stået i mit liv foruden. Det har været hårdt, men nødvendigt for følelserne var til sidst ved at æde mig op indvendigt.

Min pointe med dette indlæg er ikke, at man skal gå rundt og græde eller konstant skal snakke om, hvor dårligt man har det. Det er ikke det, sårbarhed handler om. For når bølgerne går højt, så holder jeg stadig kortene utroligt tæt til kroppen.

Men jeg har lært, at det er nødvendigt at have en eller flere personer i sit liv, som man har tillid til og tør at åbne sit hjerte over for og virkelig fortælle, hvordan man har det. For hvor havde jeg dog brug for det. Tænk, hvis trænere og ledere kunne skabe et rum, hvor det er okay at række hånden ud og sige; ”jeg har brug for hjælp”. Det er der i min optik behov for.

For efter jeg er begyndt at studere, har jeg fundet ud af, at symptomer på depression og angst i den grad er at finde i sportens verden. Hos 600 nuværende fodboldspillere var symptomerne to tredjedele højere sammenlignet med den generelle befolkning. Derfor er det nødvendigt at udvikle redskaber til at tackle modgang mere hensigtsmæssigt, men også til at udvise empati for andre mennesker. Yderligere er det med til at sænke stressniveauet og skaber på samme tid tillid. Tillid skaber et mere fasttømret hold, hvilket må være noget, vi alle stræber efter!

Det er derfor mit håb med dette indlæg, at andre kan tage ved lære af min historie og tør være mere sårbare – og måske endda være den person, der kan rumme en andens følelser. For der vil komme modgang, og jeg tror på, at miljøer som italesætter følelser og modgang er med til at støtte og udvikle stærkere og mere selvstændige atleter.