Grace Gardner fortæller her sin første oplevelse som professionel, og hvordan Spillerforeningen og DEF-sport hjalp hende i en svær situation.
Da jeg fik tilbuddet om at komme til Italien og spille basketball, sagde jeg i første omgang nej tak, da jeg på det tidspunkt allerede var begyndt at spille med dameligaholdet i Lemvig. Jeg var kun 15 år og var også lige startet på Handelsskolen og var glad for min nye situation. Året efter fik jeg igen et tilbud om at spille i Italien. Denne gang havde jeg et års erfaring både mht. at spille med dameliga og det at bo hjemmefra, og jeg ønskede meget mere udvikling som basketballspiller. Så jeg følte mig klar til at prøve at spille basketball i udlandet på fuld tid i første omgang et år. Jeg fik en aftale med en stor basketball klub i Italien, nærmere betegnet Napoli, hvor jeg skulle spille på både A1 og u18 holdet. Klubben, som jeg skulle spille for, var det mest professionelle, jeg nogensinde havde været ud for, i hvert fald i begyndelsen. Træningen foregik på Italiensk, og jeg fik i løbet af de første måneder skrevet 3 hæfter fulde med nye systemer, Italienske gloser, oversættelser og alle mulige tegninger, der skulle hjælpe mig med at følge med i træningen m.m.
Det var meget anderledes, end det jeg er vant til i Danmark. Coachen er meget respekteret, og alle inklusive de store professionelle damer, der nærmest virkede bange for ham, for han råbte og skreg, når der blev lavet fejl osv. Så der var et meget disciplineret træningsmiljø, og jeg følte, at udviklingen gik hurtigt frem for mig i begyndelsen. Jeg var med til nogle træningskampe både med A1 holdet og u18. Til u18 kampene blev jeg brugt meget, og jeg fik lov til at spille ude på banen, som er det jeg arbejder på efter en del år som inside spiller. En udmærket udviklingssituation, som føltes som designet til at bygge min selvtillid op, så jeg var klar til A1 kampe, hvor jeg kunne være heldig at få nogle få minutters spilletid, men planen var, at der skulle bygges mere på hen af vejen.
Alt var fint til klubben opdagede, at de faktisk skulle betale et ”transfer fee” til FIBA international. En regning som de åbenbart ikke havde regnet med. Herfra begyndte det faktisk at gå ned af bakke med en del ting. Jeg kunne ikke længere få lov til at spille kampe, og nu var jeg sådan set bare kun med til træningen. Der var en periode, hvor jeg ikke vidste, om det ville komme i orden, og jeg trænede ihærdigt videre, i håb om at tingene ville komme i orden.
Udover basketball-situationen, kom der heller ikke gang i den skolemæssige aftale, jeg havde med klubben. Jeg fik Italiensk undervisning, men den aftale om international skolegang kom ikke i gang. Så alt i alt var de 2 vigtigste aftaler blevet brudt fra klubbens side; spillelicens og skolegang. Desværre var min daværende Italienske agent ikke så god til at forhandle en bedre situation for mig, da han var mere interesseret i at bevare hans eget gode forhold til klubben frem for at hjælpe mig. Der blev skrevet frem og tilbage med DBBF, som også prøvede at korrespondere og finde en løsning med både den Italienske klub og FIBA international.
Så omkring juletid 2014 kom min mor i kontakt med DEF og Spillerforeningen i Danmark, som har en dansk FIBA agent tilknyttet. DEF og Spillerforeningen var utrolig hjælpsomme og blev faktisk redningen på min situation. Det første, vi gjorde, var selvfølgelig, at jeg skulle meldes ind i DEF. Her hørte jeg for første gang om min mulighed for at få online uddannelse via Study4player.
Peter Madsen (Spillerforeningens agent) gik i gang med at kigge efter en ny klub, hvor jeg evt. kunne komme til at spille resten af den indeværende sæson. Samtidig skulle vi finde en måde at komme hjem fra Napoli og ud af kontrakten med klubben, uden at jeg selv kom til at bryde nogle aftaler. FIBA Europe var også med i dialogen, og de meldte ud, at kontrakten med Napoli var ugyldig, da de ikke havde overholdt forskellige punkter i kontrakten. Da jeg endelig kom hjem til Danmark og Horsens igen, var det desværre for sent i sæsonen at spille pga. licensreglerne i DK. Peter fik arrangeret daglig træning med Åbyhøj dameligahold, og morgentræning med ESAA i Århus, så jeg kunne forberede mig til kommende U18 landsholdssamlinger. Mange tak til ESAA for denne hjælp. Dernæst fik jeg tilmeldt mig HF online-forløbet via Study4player, som jeg nu følger. Det er bare super fedt, at jeg nu kan rejse ud i verden igen til august som ung spiller på fuld tid og være sikret i forhold til uddannelse. Jeg har en online mentor til hvert fag, som jeg er i kontakt med igennem Skype, og jeg laver ugentlige afleveringer både skriftlige og mundtlige afleveringer (også gennem Skype). Det er et virkeligt overskueligt system, så det er jeg glad for. Det bedste ved denne uddannelsesform er, at jeg nu kan få lov til at fokusere på basketball på fuld tid, men samtidig gå i dybden med de enkelte fag, da jeg kan tage bare et par fag af gangen og stille og roligt bygge på, efterhånden som jeg har bestået fagene.
Mit råd til andre unge danske spillere er, at de skal sikre sig godt og grundigt, når man bliver kontaktet af udenlandske agenter, som lover ”GULD OG GRØNNE SKOVE” – havde jeg været medlem af Spillerforeningen, inden jeg tog af sted til Italien, så ville jeg ikke være havnet i sådan en situation som denne sæson har budt på. Det, at sidde i et land, hvor man ikke helt forstår sproget og ikke ved, om klub/agent nu vil ens bedste, er enormt frustrerende. Som ung ved man bare ikke, hvad man skal tro på, men bare det, at Spillerforeningen tog over og var i kontakt med min mor hjemme i DK, samt kontakten til FIBA, var en utrolig stor lettelse. Nu fokuserer jeg bare på at gøre det så godt som muligt med U18 landsholdet, og forhåbentlig vinder vi NM i Kristi Himmelfarts dagene.
