Patrick Kristensen er ny bestyrelsesformand for DEF-sport
Den tidligere professionelle fodboldspiller og nuværende spillerrådgiver i Spillerforeningen er valgt til ny formand i DEF-sport. Patrick Kristensen kommer med flere års bestyrelseserfaring fra Spillerforeningen.
Patrick Kristensen er ny bestyrelsesformand for Danske Elitesportsudøver Forening, DEF-sport. Den 34-årige nordjyde afløser Mark O. Madsen, der har været formand siden 2010.
Den tidligere superligaspiller var i syv år en del af Spillerforeningens bestyrelsen. Han kender selv til betydningen af en stærk fagforening, og han glæder sig til at trække i arbejdshandskerne og hjælpe med at fremme bedre vilkår, rådgivning og præstationer for medlemmerne.
– Jeg har sagt ja til at indgå i bestyrelsen, fordi jeg gerne vil fremme toppræstationer i dansk idræt. Og for at det kan lade sig gøre, så skal atleterne kunne fokusere 100 procent på deres mål og ikke fokusere på de bump, der vil komme på vejen mod toppen. Det er her DEF-sport kommer ind i billedet, siger Patrick Kristensen og uddyber:
– For at få de bedste forudsætninger for at præstere, må man have fundamentet på plads. Det kræver ordentlige forhold og ordentlige vilkår, så atleten kan fokusere og dedikere sin tid mod sit mål. For at toppræstere skal der være styr på fundamentet. Den ro, der skal til, kan atleterne få som medlem i DEF-sport, siger den nye bestyrelsesformand.
Samtidig slår den nye formand et slag for styrken i at være et stærkt fællesskab.
– Alle kan præstere, men i fællesskab kan man løfte det til nye højder – det gælder både på og udenfor banen. Der er ingen, der vinder alene. I DEF-sport kigger vi på helheden men tager udgangspunkt i det hele menneske. Det er det, DEF-sport kan – vi hjælper hele vejen rundt, understreger Patrick Kristensen.
Bestyrelsen i DEF-sport består nu af:
- Patrick Kristensen, formand
- Hans Kristian Vittinghus, næstformand
- Morten Andreasen
- Jeppe Curth
- Michael Sahl Hansen
- Nikolai Iversen