I Danske Elitesportsudøveres Forening bakker vi op om IOC’s beslutning om at udskyde OL i Tokyo.
I dag er der præcis 4 måneder til, at den olympiske flamme skulle tændes i Tokyo, men sådan bliver det ikke. IOC har netop besluttet at udskyde det forestående OL, som en konsekvens af COVID-19, der i øjeblikket forårsager undtagelsestilstande i store dele af verden.
I Danske Elitesportsudøveres Forening ser vi positivt på OL-udskydelsen, men vi er samtidigt meget opmærksomme på den mentale belastning, samt de sportslige og økonomiske konsekvenser, der nu officielt møder de danske OL-atleter.
– Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at vi i DEF-sport har en holdning om, at den globale sundhedssituation selvfølgelig er øverste dagsorden, og så bliver sporten sekundær. Når det er sagt, vil vi gerne udtrykke forståelse for den ambivalens mange atleter oplever lige nu. Der ligger en stor opgave i fremadrettet at imødekomme og understøtte atleterne individuelt og professionelt, siger Mads Øland, direktør i Danske Elitesportsudøveres Forening
Dagens udmelding fra IOC betyder, at OL tidligst afholdes i 2021. Den endelige dato er endnu ikke fastsat, men i en pressemeddelelse fra IOC står der, at OL er blevet ”rescheduled to a date beyond 2020 but not later than summer 2021.”.
Med udskydelsen af OL forventes det også, at de Paralympiske Lege udskydes tilsvarende, men der er i skrivende stund ikke kommet en officiel udmelding.