Når atleter oplever symptomer på angst er vi som repræsentanter for atleterne, forpligtet i et fælles ansvar. Et ansvar uden politisk agenda. Et ansvar uden økonomiske incitamenter. Et ansvar med ét for øje, nemlig atletens eksistentielle væren. Vi må insistere på, at udfordre og nedbryde tabuiseringen af psykiske problemer i elitesportsverdenen, hvor undersøgelser viser, at alt for mange atleter betaler med psykiske problemer og generel mistrivsel, for at forfølge deres drømme.

Af Bo Storm – COO i Danske Elitesportsudøveres Forening

Kære atlet

Du er ikke alene!

Personligt har jeg hele mit liv befundet mig i, og identificeret mig med elitesportsverdenen. Både nationalt og internationalt, og både som udøver, træner, sportspsykologisk konsulent og i skrivende stund, som en del af teamet i Danske Elitesportsudøveres Forening.

I Danske Elitesportsudøveres Forening har man i de seneste år kunne observere en stigende tendens til, at elitesportsatleter kæmper med angst, depression og stress. Der findes dog endnu ingen undersøgelser af, hvor mange professionelle atleter på tværs af sportsgrene der lider af angst i Danmark. 

I Storbritannien og i Sverige er der på tværs af sportsgrene lavet undersøgelser af, hvor mange professionelle atleter der lider af angst. Her viste det sig, at hver anden professionelle atlet i Storbritannien og hver femte i Sverige, viste symptomer på angst og depression. I 2017 viste en undersøgelse fra den internationale spillerforening FIFPro, at hver femte fodboldspiller og hver fjerde håndboldspiller i Danmark oplevede symptomer på angst og depression.

Livet som elitesportsatlet leves på angstens og sorgens præmisser

TV2 viser d. 18. juni dokumentaren ’’Jeg var sikker på, at jeg skulle dø: Angst i elitesport’’. Dokumentaren er larmende aktuel, for som Søren Kirkegaard har sagt – angsten bor i ethvert menneske altid, men den lader særligt høre fra sig de perioder i livet, hvor store eksistentielle omvæltninger indtræffer. Personligt kan jeg genkende dette, når jeg ser tilbage på overgangene i min fodboldkarriere. Når jeg har skulle konfirmere mine karrierevalg, men specielt i mere eksistentielle livsøjeblikke hvor jeg tog dét jeg havde nået, og dét jeg gerne ville opnå, til revision. Ultimativt, da jeg gjorde boet op som fodboldspiller og trådte endeligt ind i transitionen og ud af elitesportsverdenen. Derfor mener jeg således det er vigtigt, at åbne op for, at eksistentielle forandringer hos elitesportsatleter kan være forankret i tab (kriser), og at sorgen er en naturlig reaktion på tabet af noget eksistentielt.

I sportsverdenen omtales disse eksistentielle omvæltninger ofte som kriser. Ikke en resultat- eller spillemæssig krise, men den lidt defuse krise, der jo ikke rammer mig. Her er det dog værd at gå en omvej, for ordet krise kommer af det græske ord ’’krisis’’, der betyder adskillelse eller afgørelse. Ordet blev oprindeligt benyttet i den antikke græske lægekunst, som betegnelsen for det afgørende vendepunkt i en akut sygdom. En krise kan således også tolkes som en forandrende begivenhed, der beror på en tydelig adskillelse mellem et ’’før’’ og et ’’efter’’, mellem ’’dengang’’ og ’’nu’’.  Eliteatleter er ekstremt eksponerede for netop sådanne kriser. Det er en præmis som elitesportsatlet, at man ofte skal tage afsked. Hvad enten det er med en klub, personer/team eller en kultur. Og enhver afsked er naturligt forbundet med en angst og en sorg. En angst for hvad fremtiden vil bringe, og en sorg over det netop tabte. 

Livet som elitesportsudøver er bygget op omkring ovenstående tolkning af kriser. Kriser der fundamentalt har at gøre, med atletens syn på sin egen identitet. Hvem er jeg, udover at være atlet? Hvad kan jeg, udover at være atlet? Hvordan kommer mit liv til at se ud, den dag jeg ikke længere er atlet? Eksistentielle spørgsmål, der handler om meningen med livet, ikke på et abstrakt plan, men lige præcis den enkelte atlets liv. Det er særligt i disse eksistentielle livsøjeblikke, at atleterne danser tæt med angsten og sorgen, men i en machopræget og til tider rigid og kortsigtet elitesportsverden, er baggrundstæppet desværre sådan anlagt, at det ikke levner angsten og sorgen megen plads. Derved er kimen for en karriere med eklatant frygt for at fejle, lagt. Og det er netop fordi angsten, i en rigid og machopræget elitesportsverden, udvikler sig til en eksistentiel overdreven frygt for at fejle, at atleter i alt for store perioder af deres karrierer, konfronteres med stress, depression og udbrændthed. Som repræsentant for danske elitesportsatleter, er jeg som COO i Danske Elitesportsudøveres Forening stålsat på, at udfordre tabuiseringen af sorg og angst som aktuelt er noget, mange elitesportsatleter gemmer væk og skammer sig over, når karrieren og livet gør ondt. Præmissen som elitesportsudøver er jo netop, at man tør satse og eksponere sig selv sårbart. Det er dét der forankrer sporten, men det er også dét der gør, at livet som elitesportsatlet gør ondt. Rigtig ondt til tider.

Så kære atlet. Du er ikke alene.

Close Menu

Danske Elitesportudøveres Forening anvender cookies. Du kan ved at klikke læse mere om vores datapolitik og brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.