I Danske Elitesportsudøveres Forening vil vi gerne appellere og opfordre IOC til yderligere at intensivere drøftelserne om en udsættelse af OL. COVID-19 er en global sundhedskrise, hvorfor realiseringen og monitoreringen af løsninger kræver kompetent ledelse og et kollektivt standpunkt – også fra sportens verden.
For præcis en uge siden offentliggjorde UEFA, at de havde besluttet at flytte sommerens EM-slutrunde. Dermed bakker UEFA eksplicit op om kampen mod COVID-19 samt viser, at selvom der er forskellige interesser på spil, så er der altså en prioritering af, at intet er vigtigere end atleternes helbred og verdenssamfundets ditto.
Af Bo Storm – COO i Danske Elitesportsudøveres Forening
Søndag aften meddelte IOC, at en aflysning af OL i Tokyo ikke kommer på tale, men at de intensiverer drøftelserne af forskellige scenarier for afviklingen – herunder en udsættelse.
Mandag meddelte Canadas Olympiske Komité (COC), som det første land, deres beslutning om ikke at sende atleter til sommer-OL i Tokyo i juli på grund af risikoen for spredning af Covid-19. Siden har AOC meddelt sine atleter, at de skal forberede sig på, at OL vil blive afholdt i sommeren 2021, og i Norge opfordrede præsidenten for Norges Idrætsforbund Berit Kjøll, idrætsstyret til at undlade at sende norske atleter til Tokyo i 2020. Danmark er en del af en gruppe lande, som opfordrer IOC og de japanske arrangører til at udskyde OL. Søndag aften udsendte DIF sammen med Team Danmark en pressemeddelelse, hvori de bifalder IOC’s udmelding om at intensivere drøftelserne om en udsættelse af OL som følge af den verdensomspændende situation med COVID-19.
I Danske Elitesportsudøveres Forening bakker vi op om DIF og Team Danmark.
Uholdbar situation for atleterne
I Danske Elitesportsudøveres Forening bakker vi implicit op omkring myndighedernes retningslinjer som de seneste par uger har betydet, at en lang række af de træningsfaciliter danske eliteatleter normalt benytter sig af er lukket ned.
I Team Danmark har man de sidste uger arbejdet stenhårdt for at hjælpe danske atleter med alt fra alternative træningsprogrammer, vejledning om ernæring, sportspsykologi og så videre. I Danske Elitesportsudøveres Forening ser vi meget positivt på at Team Danmark, i samarbejde med forbundene, har formået at facilitere alternative træningsmetoder. Det er dog utopi at forvente at tiltagene kan vare ved meget længere, uden at det får betydelige negative konsekvenser for atleternes muligheder for at præstere på deres højeste niveau og uden øgede risiko for skader.
I Danske Elitesportsudøveres Forening betegner vi derfor den aktuelle situation globalt som stærkt konkurrenceforvrængende. Elitesport afgøres ofte af små marginaler – marginaler der kan synes lysår borte, hvis man som elitesportsudøver over en længere periode forhindres i at træne i et professionelt miljø. Udsigten til at få bugt med COVID-19 er selvsagt forsat uvis – både nationalt og internationalt. Hvor USA og Sydamerika, foruden Europa, lige nu oplever at være lagt ned, har tilbagevenden til hverdagen nogen steder i Asien kortere udsigter. Situationen har fået atleter verden rundt til at opfordre IOC til at udskyde legene med et år for at sikre og give atleter en optakt, hvor de ikke skal forberede sig midt i karantænetider.
I Danske Elitesportsudøveres Forening opfordrer vi derfor IOC til yderligere at intensivere drøftelserne om en udsættelse af OL. COVID-19 har for længst udviklet sig til en global sundhedskrise, hvorfor realiseringen og monitoreringen af løsninger kræver kompetent ledelse – også fra IOC.